Vil en eller flere af dine radiatorer ikke blive varme, når fyringssæsonen starter?

Det er næsten altid fordi stiften i radiator-termostaten har sat sig fast. Du kan forholdvis let selv løsne stiften igen:

  1. Termostatgrebet på radiatoren skal tages af. De fleste termostater er monteret med et spændebånd, som skal løsnes med en skruetrækker, før grebet forsigtigt kan lirkes af. Skru helt op for termostaten før du afmonterer den – så bliver det nemmere at sætte den på igen.
  2. I midten af ventilen, som kommer til syne, når grebet er taget af, sidder en lille stålstift. Træk forsigtigt stiften et par millimeter ud med fingrene eller med en tang. Inde i ventilen sidder der en fjeder, som normalt vil presse stiften udad. I nogle tilfælde skal stiften lirkes lidt frem og tilbage, før fjederen af sig selv vil skubbe den helt til yderpositionen.
  3. Sæt termostatgrebet på og stram spændebåndet. Det kan drille lidt, nu hvor fjederen igen presser imod.

Hvis du stadig ingen varme har, kan du kontakte Holte Fjernvarmes teknikker indenfor kontorets åbningstid og få assistance til fejlsøgning. Holte Fjernvarme har ikke en VVS-autorisation, og må derfor ikke arbejde på dit anlæg, men du kan altid kontakte din lokale VVS’er for servicering eller reparation af dit anlæg.