Tænd for radiatoren, men skru langsomt op!

Efteråret har meldt sin ankomst og det er ved at være tid til at tænde for varmen igen. Det er snart ikke nok bare at lukke vinduet og hive sokkerne op for at holde varmen – og trangen til at skrue på termostaten bliver derfor større.

Tænd endelig for varmen, men husk

Alle rum i din bolig skal helst være opvarmede. Tænd derfor lige meget for alle dine radiatorer, og tænd dem samtidig. En enkelt radiator på fuldt blus bruger ofte mere vand på at lave den samme varme som fire radiatorer på kvart drift.

Hvis du trives bedst med et køligere soveværelse, så hold døren lukket. Et helt koldt rum i din bolig vil nemlig trække varme ind fra de andre opvarmede rum, og du er dermed lige vidt. Sluk ikke radiatoren helt, men skru en smule ned, så du ikke risikerer at skabe kondens.

Skru langsomt op

Du kan med fordel starte med at stille alle dine radiatorer på 3, hvilket typisk svarer til 21 graders varme. I takt med at det bliver mere koldt udenfor kan du langsomt skrue op for varmen efter behov.

Husk at en radiator skal være åben og have luft omkring sig, så gem den ikke bag en sofa eller reol. På denne måde udnytter du fjernvarmen mest effektivt, og du opnår en bedre afkøling og dermed en mindre varmeregning.
Vær opmærksom på at hver ekstra grad øger dit energiforbrug med mindst 5 procent.

Luft ud, også selv om det er koldt udenfor

En lav luftfugtighed giver en god varmefordeling, og når du lufter ud skaber du en lavere luftfugtighed. Så lav gennemtræk med alle vinduer åbne én gang om dagen i ti minutter. Det fornyer luften, uden at vægge og møbler når at blive kolde, og det vil derfor være let at varme boligen op igen.

Husk, at lukke for dine radiatorer når du lufter ud, ellers vil de registrere kulden og begynde at varme yderligere op – hvilket blot vil resultere i en større regning.

Vil din radiator ikke blive varm, skal den muligvis tømmes for luft – se vejledning til hvordan du gør her.