Cybersikkerhed i fjernvarmehverdagen

Hvad er cybersikkerhed?

Cybersikkerhed fylder en del i hverdagen for de fleste virksomheder – men hvad betyder det hos Holte Fjernvarme?

Computersystemer har for længst indtaget en nøglefunktion i at få vores tekniske apparater til at fungere – her styrer computerne blandt andet ventilerne i Holte Fjernvarmes fjernvarmesystem. Derfor kan et brud på cybersikkerheden udgøre en trussel for systemet, som kan bringes ud af funktion.

Alle virksomheder råder i et vist omfang over personoplysninger, og det gør vi selvfølgelig også i Holte Fjernvarme. I forbindelse med helt almindelig drift behandles disse oplysninger iht. vores IT-politik, og bliver lagret i vores IT-systemer. Men hvis systemerne hackes, kan hvem som helst få adgang til dem, og bruge dem på utilsigtet vis. Brud på cybersikkerheden skaber altså en usikkerhed, både for virksomheden og kunderne. Høj cybersikkerhed passer på vores følsomme systemer og oplysninger som er essentielle for virksomhedens drift.

Holte Fjernvarme har, ligesom mange andre forsyningsselskaber, digitaliseret mange ting i de seneste 1o år. Det har vi blandt andet gjort for at effektivisere driften, og sikre bedst mulig service for vores kunder. Det har vores direktør, Bjørk Paamand Olsen, blandt andet skrevet om i et debatindlæg på den politiske netavis Altinget.dk i juni i år.

Meget kan man sige om de gamle papirarkiver, manuelle ventiler og håndaflæste målerrapporter i mapper på centralerne – men de var ikke så nemme at hacke.” siger Bjørk Paamand Olsen i debatindlægget på Altinget.

Og ja, man kan tænke om det hele ikke bare var nemmere hvis vi gjorde som i gamle dage; men at vi bruger IT i vores arbejde, er dog ikke til at ændre på. Vi bliver nødt til at følge med udviklingen for at kunne levere stabil, billig varme til vores kunder. Derfor må vi finde løsninger, som sikrer cybersikkerheden hos Holte Fjernvarme på bedste vis.

Holte Fjernvarme og cybersikkerhed

Mangel på cybersikkerhed kan hos Holte Fjernvarme helt konkret påvirke vores driftsystemer. Det vil kunne betyde en pludselig mangel på varme i rørene, og vores kunder ville måske skulle vinke farvel til det varme morgenbad, eller det kunne blive nødvendigt at finde uldtæpperne frem til natten.

For at minimere risikoen for angreb på vores IT-sikkerhed, tager vi i Holte Fjernvarme fat på problemet fra forskellige vinkler.

Sikringen af høj cybersikkerhed sker ved tiltag, så som nedlæggelse af vores fælles-PC’er på varmecentralerne samt adskillelse af vores administrations- og teknikservere. Opdatering af routere, stærkere kodeord og kryptering af data, er også vigtige værktøjer for at sikre vores data. Desuden har Holte Fjernvarme tæt samarbejde med dygtige IT-folk, der er specialister indenfor cybersikkerhed.

For at alle disse tiltag skal fungere på bedste vis, er det også af største vigtighed at de mennesker der håndtere vores data i dagligdagen er bevidste om hvorfor og hvordan god cybersikkerhed opretholdes. Alle vores medarbejdere er derfor opmærksomme på de risici vi møder, så vi alle kan være med til at sikre en høj IT-sikkerhed.

 

Vil du vide mere om cybersikkerhed og Holte Fjernvarme kan du læse Bjørk Paamand Olsens læserbrev i Altinget her.